Beskrivelse: Optimist-jolle fra ca. 1960
Af Bent Lyman
Før vi løfter sløret for den populære begynderjolle, skal vi et smut over “dammen” for at finde Optimist-jollens ophav. I USA har der altid været tusinder af ildsjæle, som har været aktive i alverdens former for frivilligt og socialt arbejde.
Det er måske de velbjærgedes “aflad”, hvem ved, men den indstilling er der kommet meget godt ud af gennem tiderne. I Florida dyrkede man siden fyrrene væddeløb i tilfældigt sammenflikkede “sæbekassebiler”, i hvilke børn og unge med dødsforagt drønede ned ad stejle bakker i det fromme håb at være hurtigst. Tilslutningen til de populære “Soap Box-Derby” blev efterhånden så stor, at der kom en udtalt mangel på egnede bakker. To ledere i “Clearwater Optimist Club”, som ikke var en sejlklub men en “social club”, så en alternativ mulighed for unges udfoldelse ude i det beskyttede farvand Clearwater.
De fostrede en brillant ide.
Børnene skulle lave “sæbekassepramme” og dyste på vandet. De ville lave en “Water-borne Soapbox” og henvendte sig til bådebyggeren Clark Mills i Florida. De bad ham konstruere en pram til selvbyggere, der var stabil, med bekvem sejlføring samt sværd og ror. Clark Mills præsenterede “Optimist-prammen” i 1948, og hvad enten man hader eller elsker den lille jolle, så må man konstatere, at den har vundet sejlernes hjerte verden over.
Hermed kommer vi hjem igen til vor egen lille andedam, hvor ejeren af en trælast-, savværk- og maskinsnedekervirksomhed i Vordingborg, H.C. Brorsen, i årevis havde været foregangsmand i dansk sejlsport. Han var medlem af Sejlklubben “Snekken”, og da formanden for jolleudvalget, arkitekt Axel Damgaard, viste ham en artikel om Optimist-prammen i det engelske sejlsportsblad, “The Rudder”, bad han omgående Damgaard udvælge krydsfiner i bedste kvalitet fra hans lager. Så ville Brorsen starte en produktion af Optimist-jolle samlesæt, når Damgaard havde lavet nogle skabeloner. Han bad også Damgaard om at være promotor for projektet, og man må jo sige, at det lykkedes over al forventning.
Sejlklubben Snekken indrettede bådebyggeri i Masnedsunds gamle biograf. Her byggede man de første syv Optimist-joller i Danmark, og den 25. april 1955 var der Danmarkspremiere på Optimist-jollekapsejlads i Vordingborg.
Med til succesen hører, at en lige så glødende ildsjæl som Brorsen og Damgaard, P.G. Hansen i Hvidovre, så jollens muligheder. Han var viceskoleinspektør på Strandgaardsskolen i Hvidovre og arrangerede aftenskolehold i Optimist-jollebygning i samarbejde med Hvidovre Sejlklub Suset, hvor han var formand.
P.G. Hansen ønskede ikke, at klubhuset i sejlklubben ”Suset” skulle beslaglægges hele vinteren og måske også noget af foråret, så han fik den geniale ide, at man kunne bakse en Optimist-jolle ud gennem lemmen på loftet over skolens sløjdsal. Det betød, at man kunne bygge joller om aftenen og rydde salen til undervisning om dagen.
Men hvordan skulle det organiseres i et bureaukratisk skolesystem?
Man startede simpelthen et bådebyggerhold under den lokale aftenskole, og dermed startede et projekt, der skulle få vidtrækkende betydning ikke blot i Hvidovre men i hele landet.
For P.G. Hansen opstod der også et socialt eksperiment omkring byggeriet, som blev gentaget i flere vintre. I skolen kom P.G.Hansen ofte i kontakt med drenge, der manglede et fornuftigt indhold i livet ud over at brække cigaretautomater op, og han fik dem i gang med at bygge Optimist-joller.
I den etablerede sejlsportskreds blev han beskyldt for at proletarisere sporten, og man kaldte ham ”socialsejleren fra Hvidovre” – og det var ikke ment som et kompliment.
Men P.G. Hansen agiterede ivrigt for Optimisten, og fra Hvidovre bredte aftenskolebyggeriet sig til hele landet.
Fra 1957 gav Hvidovre kommunale skolevæsen Optimist-jolle undervisning i samarbejde med sejlklubben ”Suset”, og dagbladet Politiken startede landsskolekapsejladser, hvilket var med til at gøre den lille Optimist-jolle, der var startet som en billig ”sæbekasse-jolle”, populær.
Fra midten af 1950’erne til begyndelsen af 1960’erne var der næsten ingen sejlklub, der ikke havde en større eller mindre flåde af amatørbyggede Optimist-joller, der skulle navngives og søsættes ved standerhejsningen.
Fra 1954 og syv år frem solgte H.C. Brorsen 2.500 Optimist-jolle samlesæt, heraf mange til udlandet, hvor billeder af danske skolebørn, der byggede deres egen båd, var gået verden over.
Det var dog ikke kun Optimisten, Brorsen var igangsætter af. Man kan næsten sige, at han søsatte moderne jollesport i Danmark, og det skyldes især, at man opfandt vandfast krydsfiner i Finland i begyndelsen af trediverne. Den første jolle, Brorsen var med til at indføre i Danmark, var “Jugend-jollen”, som var konstrueret i Tyskland af Carl Martens i 1938. Herr Hitler, som var begejstret for al legemsudfoldelse, ønskede, at jollen skulle kaldes SS-jollen. Heldigvis for klassen blev det ikke til noget, og navnet Pirat-jolle blev valgt i stedet. Der blev bygget 11 Pirat-joller i 1944, og Brorsens egen D 1 havde navnet ”Lulu”.
Endnu en yderst populær og udbredt jolle er blevet til grundet Brorsens “byggesæt-fabrik”, og det var Knud Olsens OK-jolle, som også blev produceret til amatørbådebyggere.
Desværre så Brorsen ikke resultatet af sin fremsynethed og entusiasme for ungdomsarbejde og jollesejlads, for han døde alt for tidligt. Han var med til at få ungdommen til at yde, før de kunne nyde. På trods af glasfiberens indtog ville han sikkert have frydet sig over, at der er så mange Optimist-joller i lille Danmark og ude i den store verden. Selvbyggeridéen er passé, for tider og holdninger skifter, men måske vil der engang langt ude i fremtiden være en arkæolog, der udgraver en glasfiber Optimist-jolle ved pælespærringerne i Vordingborg i sin søgen efter yderligere vidnesbyrd fra svundne tider.
I midten af 1960’erne blev der faktisk kun solgt de moderne glasfiber Optimist-joller, og det var slut med, at de unge sejlere selv kunne spare sammen til et byggesæt, for på den tid måtte forældrene punge op med 3.000 – 4.000 kroner for en fabriksjolle, og prisernes himmelflugt er ikke standset siden. Det er derfor ikke alle beskåret at kunne konkurrere på lige fod i den reelt primitive jolle, hvilket oprindeligt var en grundtanke, hvilket P.G. Hansen måtte høre for af de snævertsynede småborgerlige lystsejlere.
|
