Beskrivelse: Knarr
En-typebåd uden spiler.
Navnet refererer til en skibstype fra vikingetiden, et handelsskib.
Kapsejladsbesætning 2-3 personer
af Bent Lyman
Kilde: Knarr klubben, Hvide Sejl og Jeg er sejler
Konstruktør: Erling L. Kristoffersen, Norge
Konstruktionsår og udvikling: 1943-46
Anerkendt af Dansk Sejlunion 1954
Længde overalt: 9,25 m
Længde i vandlinien: 6,20 m
Bredde: 2,12 m
Dybgående: 1,30 m
Deplacement: 2.250 kg
Sejlareal: 22,5 m²
Knarr'en er et norsk barn af den 2. verdenskrig. Tyskerne forbød al lystsejlads i norske farvande, men entusiastiske sejlere byggede og søsatte Knarr'en oppe i fjeldene langt fra det salte vand. Ved den lille fjeldsø sad de gæve sejlere og forestillede sig, hvordan Knarr'en ville sejle under sejl. Der blev foretaget mange justeringer, og da tyskerne var smidt på porten i 1945, gik man i gang med en serieproduktion af Knarr'en.
Båden blev oprindeligt bygget i træ over en læst. Denne byggemetode gjorde, at bådene er meget ens. Mere end 300 træ Knarr'er er blevet bygget siden 1943. I 1973 fik Børresens Bådebyggeri i Vejle rettighederne til at bygge Knarr'en i glasfiber. Glasfiber Knarr'en blev konstrueret så den vægtmæssingt og i egenskaber var så ens, som det var muligt med træ Knarren. Der er indtil videre bygget mere end 160 glasfiber Knarr'er.
Rettighederne til at bygge Knarr'en overgik i 2004 til et tysk værft, Bootswerft Schneidereit i Stade, Nordtyskland.
I 1948 blev Knarr'en godkendt som entype klassebåd af Kongelig Norsk Seilforening, og der blev udarbejdet et internationalt klasseregel sæt. I 1954 blev Knarr'en godkendt i Danmark som national entype klasse. I 1953 kom den første Knarr til San Francisco bugten.
Knarr'en udviklede sig hurtigt som klasse i Norge, først i Oslo og senere i Bergen. Der er på nuværende tidspunkt 100 både i Norge, flest i Oslo. I San Francisco blev Knarr'en også meget populær, den passede godt til den til tider meget blæsende bugt. Der er nu 40 både i San Francisco. I Danmark blev Knarr'en hurtigt en meget attraktiv entype klasse med mange dygtige sejlere. Der er nu 110 både i Danmark, hovedvægten af både ligger i Øresund, men også omkring Svendborg findes der en fleet. Der findes også et mindre antal både i Tyskland samt nogle stykker i Frankrig.
I 1968 blev de nationale Knarr admiraliteter fra Norge, USA og Danmark enige om at lave regler ”Deed of Trust” for et International Knarr Championship (IKC), som skulle afholdes skiftevis i Norge, Oslo eller Bergen, i USA, San Francisco og Danmark. Allerede året efter blev det første IKC afholdt i San Francisco af San Francisco Yacht Club. Siden da har denne meget prestigefyldte sejlads været sejlet i de respektive lande.
Knarr'en har alle muligheder for at blive en meget attraktiv kølbådsklasse i fremtiden. Den er en meget stram entypeklasse som sikrer at bådene er ens, uanset om de er lavet i træ eller glasfiber. Den er smuk, har klassiske linier, enkel at sejle, der er kun storsejl og fok. Den kræver kun en lille besætning, kan sejles af en eller to men bedst af tre. Klarer sig i alt slags vejr uden problemer. Er en fremragende dag-sejler, som er lige god som tur- og kapsejladsbåd. Der er et meget højt niveau på kapsejladsbanerne, da Knarr'en tiltrækker nogle af de bedste rorsmænd og besætninger. De årlige IKC stævner giver mulighed for at dyste i andre farvande end det vante, og der bliver knyttet mange bånd mellem sejlerne fra de forskellige lande.
Knarr'en er en meget stram entype, men den har også udviklet sig i takt med nye byggemetoder. Fra træ til glasfiber, men også glasfiber skrog med træoverbygning er bygget. Træmasten er nu blevet erstattet af en moderne aluminiumsmast og -bom. Ændringerne, som har gjort båden lettere at vedligeholde, billigere at fremstille, men uden at det er gået ud over dens klassiske udseende.
|