Beskrivelse: Halvmodel af Måge "Knold", tegnet af Alfred Benzon, Maage klubben
Se alt om familien Benzon i biografier effekt nr. 8002
Måge "Knold", klubbåd i Kjøbenhavns Amatør Sejlklub, KAS 1911-1928.
Klasse/entypebåd til tur- og kapsejlads 1910
Konstruktør: Alfred Benzon, 1855-1932 Alfred Benzon leverede ikke blot byggetegningen men også en omfattende arbejdsvejledning/byggebeskrivelse. Byggeperiode 1910 til 1928
Længde: 8,70 m Vandlinie: 5,60 m Bredde: 2,00 m Dybgang: 1,12 m Deplacement: 2,40 tons Kølvægt: 1,25 tons Gaffelrig: 38,50 m2 Bermudarig: 33,00 m2
Mågen var tænkt som et billigt alternativ til de dyre 6-meter R-både, og Mågen blev fra starten populær. En interessant detalje er, at Mågen er forsynet med et rulleforstag til fokken som standardudrustning. Riggen er forenklet, så pikfald, klofald, forstag, og bagstag benytter et fælles beslag. Fra starten var det besluttet, at Mågen skulle være en lukket klasse, hvor man som hos Danmarks første entypebåd, Ælling (konstruktør Alfred Benzon 1898) havde valgt kun at bygge 12 både. Det var for et undgå, at nybygninger udkonkurrerede gamle både. Men Mågens omfattende byggebestemmelser sikrede, at nye både ikke adskilte sig fra de ældre. Det viser meget om Alfred Benzons store indsigt i ikke blot det teoretiske designmæssige men også i håndværket. Der blev i alt bygget 30 Måger. Alfred Benzon skabte herned en levedygtig klassebåd, der helt frem til 60’erne mødtes til stævner. Det er morsomt, at Mågeklubben fra 1910 var virksom helt frem til slutningen af 60’erne, hvor Bent Aarre beskriver Mågen i bogen Sejlbåde i Danmark. Rigningen blev dog moderniseret fra gaffelrig til bermudarig i årene 1928 og 1948. Det var Mågeklubben, der vedtog ændringen, og Alfred Benzon tegnede bermudariggen. Mågen var en ”billig” båd med klædning i fyr på eg med jernkøl, men Alfred Benzon havde sørget for et tæt skrog ved at foreskrive, at nåderne indvendig skulle belægges med fyrrelister på 25 x 7 mm, som blev lagt på langs. Ligeledes foreskrev Alfred Benzon, at der skulle være godt forløb i stødene, (samling af plankerne langskibs). Mellem to stød på samme spant skulle der være mindst en plankegang (en rang) imellem. I nyere tid ville man dog have mindst to range mellem stød på samme spant. Alfred Benzon interesserede sig meget for Mågen og var til sin død æresformand i Mågeklubben, som han skænkede en stor vandrerpokal, der blev sejlet om hvert år, til klassen uddøde. |