Beskrivelse: Kong Christian X’s Ærespirat Nål
Piraterne blev stiftet i 1929 ved et møde i KDY, hvor man vedtog mottoet ”Sejlsporten til gavn og ære”. Ved afslutningen af Øresundsugen d. 3. august 1930 indvilligede Kong Christian X i at lade sig optage i Piraternes kreds som Æreshøvding for Piraterne. I forbindelse med Piraternes generalforsamling d. 8. december 1939, hvor man fejrede Piraternes 10-års fødselsdag med deltagelse af Kongen og Dronningen, overraktes en sølvkaraffel ”udført i form som en råber” med Piraternes mærke indgraveret, og ved samme lejlighed blev der uddelt emblemer til Piraternes Råd og ”Ærespirat Nålen” til Kongen. Piraterne har i marts 2008 erhvervet Ærespirat Nålen udført i guld med tilhørende etui fra en privat samler og doneret nålen til Danmarks Museum for Lystsejlads. |