Beskrivelse: "Freya" A 1, gaffelrigget skolebåd i KAS, bygget 1914.
Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub blev stiftet i 1881.
af Bent Lyman
Kilde: Hvide Sejl 1964
Gaffelriggen bestod af storsejl, fok og klyver på 42 m².
Derudover kunne øvelsesbådene (populært kaldet "øvebaljerne") føre topsejl, som lå under dæk på sin stage ligesom bovsprydet, klyverbommen kunne rigges til og fra. Der var også en stormklyver på 3 m2 i sejlgarderoben.
"Freya" er Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub's ældste eksisterende øvelsesbåd.
Tidligere øvelsesbåde var fx Måge (effekt nr. 1048) og Havlit (effekt nr. 3042).
KAS havde dog allerede i slutningen af 1880'erne to øvelsesbåde, "Aage" og "Axel" på 2,31 yachttons bygget i Asker i Norge.
Det var spidsgattede såkaldte Sinding-både (se tegning), og man sagde at den sorte "Axel" var lidt bedre end den hvide "Aage", navnlig i kuling. Bådene var bygget efter den samme tegning, så de var at betragte som entypebåde.
"Aage" og "Axel" var i øvrigt opkaldt efter prins Valdemars ældste sønner.
Man kan givet påstå, at KAS med de to Sinding-både indførte entype-princippet i Danmark.
KAS var den første sejlklub i Danmark, 1917, som fik ministeriel anerkendelse på navigationsundervisningens område.
KAS startede sejlads- og navigationsundervisning i 1890'erne. Det var ikke juniorundervisning, men sejlinteresserede i alle aldre der deltog i de to årige kurser.
"Undervisningen begyndte om vinteren med et obligatorisk kursus i tovværks- og klargøringsarbejde, således at eleverne var parate og tilstrækkeligt orienteret om det praktiske arbejde, de til foråret skulle deltage i, når bådene efter en lang vintersøvn atter skulle gøres i stand og rigges til inden søsætningen", som E. Deichmann skriver om skolesejlads i Hvide Sejl fra 1964.
" Eleverne havde pligt til at møde på bådepladsen, og her lærte de, hvorledes man vasker, sliber og maler fartøjerne såvel udvendig som indvendig. Når bådene i det store og hele var færdige, kom turen til rundholter og rigning. Tovværk og sejl blev gået efter, og en skønne dag var man klar til søsætning".
Om sommeren blev eleverne undervist i alle sejladsens aspekter, og når de havde deltaget i undervisning i to sæsoner, kunne de indstilles til eksamen i den praktiske del af undervisningen.
For at blive indstillet, skulle eleven først have bestået en teoretisk prøve, som fandt sted på navigationsskolen.
Pensum omfattede De internationale Søvejsregler, kompasset, log og lod, forståelse og benyttelse af søkort samt kendskab til farvandsafmærkning, strøm og afdrift, misvisning og deviation.
Eleverne gennemgik også kurser i kapsejladsregler, ligesom der blev afholdt foredragsaftener, der gav et begreb om, hvorledes lystfartøjer konstrueres.
Et andet vinterkursus omfattede tovværksarbejde og wiresplejsning, og her deltog også fartøjsejere, der ville tilegne sig færdigheder i selv at kunne foretage reparationer.
Når eleven havde bestået både den praktiske og teoretiske prøve, modtog han eller hun et certifikat, et "førerbevis", der godtgjorde, at vedkommende besad de kvalifikationer, som handelsministeriet anså for nødvendige for at føre et lystfartøj.
Eleven fik samtidig indskærpet, at det, han eller hun havde lært kun var et grundlag til at bygge videre på, og at der stadig var meget at lære. | 
