Beskrivelse: Ejnar Christensen, (1924-2007) en sejler med stort S.
Af Bent Lyman
I museet har vi fornøjelsen af at have Ejnar Christensens guldmedalje fra DM i Folkebåd i 1958 hængende. Ejnar med medlemsnr. 73 var med fra begyndelsen i foreningen Danmarks Museum for Lystsejlads. Ejnar havde stor passion for lystsejladsens historie, og han har ved flere lejligheder givet betydelige gaver til foreningen og museet.
Ejnar Christensen er ud af en gammel sejlskibssslægt på Thurø. Hans far var skibsfører på thuriner sejlskibe og sluttede på MS Svendborgsund. Ejnar kunne have fået sin opvækst i sejlsport i Thurø Bund og på Svendborg Sund, hvis ikke familien var flyttet til Fredericia i 1926, da hans forældre havde købt Fredericia Skibsproviantering. Her kom Ejnar senere i lære, og i 1940 overtog han forretningen, som han først afhændede i 1996 efter 56 år som skibsprovianteringshandler ved Gammel Havn i Fredericia.
Ud over at drive forretningen var Ejnar formand for Dansk Skibshandlerforening i 12 år og havde 6 år som vicepræsident for ISSA (International Ship Suppliers Association), og han modtog æresbevisninger fra begge foreninger.
Det er dog indenfor sejlsport, at vi kender Ejnar Christensen, som var en ivrig sejler og organisationsmand.
I 17 år havde han den klinkbyggede topsejlsjolle ”Svip”, med hvilken han vandt utallige kapsejladser, og jollen blev derfor kaldt ”atomjollen”. Den var dog mest kendt på Jyllands østkyst og i Lillebælt.
I 1948 var Ejnar et halvt år i USA, hvor han boede og arbejdede i New York. Her blev han skipper på en stor yawl fra Larchmont Yachtclub i Long Island Sound, og han sejlede på Atlanterhavet ud for Nan Tucket Island og Cape Cod.
Siden har Ejnar deltaget i utallige kapsejladser i Nordisk Folkebåd og opnået adskillige mesterskaber såvel nationalt som internationalt.
Organisatorisk blev det til formandskab for Fredericia Sejlklub i 17 år, næstformand for Jysk Sejlunion, Dansk Sejlunion samt Dansk Folkebådsklub, hvilket også medførte æresbevisninger.
En del olympisk arbejde er det også blevet til.
I 1970 blev han leder for de danske OL sejlere og var efterfølgende holdkaptajn ved OL i Kiel, Tyskland i 72, Kingston, Canada i 76 og sidst i Tallinn, Sovjetunionen i 1980.
Ejnar havde dog også tidligere været en lille brik i det olympiske spil, da han sammen med sin besætning skulle sejle den olympiske fakkel over Lillebælt fra Snoghøj til Kongebroen.
Søndag den 29. juni 1952 er en dag, som Ejnar med garanti aldrig vil glemme, selv om det blot skulle være en lille hurtig sejlads, en sekvens i den olympiske historie.
Det forløb ikke så enkelt som planlagt, for det blæste kraftigt, og der var problemer med at få faklen ud til båden. Det var en rytter til hest, der skulle overdrage faklen til sejlerne, men hesten blev skræmt, og der opstod næsten tumult. Faklen kom dog om bord, og en af gasterne sad i læ og passede på, at ilden ikke gik ud. Men lige efter at sejladsen var ovre, blæste faklen ud, da den skulle i land ved Kongebroen. Den OL-official, som var med på båden, tog det dog helt roligt og tændte faklen igen med gløden fra sin cigar. Det var altså så som så med den magiske olympiske ild!
Det var i øvrigt samme år, altså 1952, at Ejnar Christensen blev medlem af Kongelig Dansk Yachtklub.
Folkebåden har altid stået Ejnar nær, og først i 2004 afhændede han sin ”Astrea” til den yngste af sine tre døtre, da helbredet desværre ikke var, hvad det havde været. Men Ejnar ville dog gerne med på en enkelt tur, når lejlighed bød sig i hans sidste år, selv om det mest var fra ”kommandobroen”, som han kaldte terrassen ud mod Lillebælt, at han nød sejladsen.
Til gengæld havde han nok den mest storslåede udsigt over Lillebælt fra huset og ”kommandobroen”i Erritsø, hvor han kunne høre søen slå mod kysten, og her fra følge sejladserne meget nøje – og det var ikke uden kommentarer.
Den gamle sejler havde det i sig til det sidste, og det rykkede fortsat i ham med højde og fart, for ingen ejer minder som en sejler, fortalte hans datter.
|
