Effektliste

Historik:

1007 Gill F D2

Bygget: AB Sverre Varvet, Göteborg
Byggeår: Søsætning i den første serie af Folkebåde fra d. 23. april 1942
Navn:
1942 ”Gunga din” hvilket betyder ”Pigen min”
1942 ”Dunungen VII”
1944 ”Triton II”
1952 ”Girl II”
1963 ”Gil”
1982 ”Gill”

Ejere:
1942 Dansk generalkonsul, Herbert Dieden, Malmø. Købte angiveligt 2 eller 3 både
1942 Overtaget af Herbert Diedens søn i Stockholm
1944 Eric Mauritzson, Lomma
1952 Ole Nykvist, Landskrona
1960/61 Stig ”Nalle” Johansen, Frederikssund
1963 Otto Åbjerg, Frederikssund
1971 Peter Damgaard, Roskilde
1973 Jan Munk Hansen, Kastrup
1982 Hagberdt Knudsen, Kastrup
1996 Danmarks Museum for Lystsejlads, Valdemars Slot, Tåsinge

”GILL” blev i 1996 doneret til museet af Hagberdt Knudsen.
Når ”GILL” har det lave byggenummer F D2 skyldes det, at nummeret oprindelig havde været reserveret til en nybygning fra bådebygger Gehring i Marstal. Han var gået i gang med bygningen, lige så snart han kunne få fat i de godkendte tegninger og de rigtige materialer i 1943.
Men båden blev aldrig klasset. Det viste sig, at den var 10 cm for lang og 3 cm for bred. Derfor var nr. F D2 ledigt, da ”GILL” i 1962 kom til Danmark fra Sverige.
”GILL” skulle egentlig have nummer D 370, hvis det skulle passe med det seneste ledige sejlnummer, men måleren valgte at tage hensyn til det tidlige byggetidspunkt og fandt ud af, at D2 aldrig var blevet anvendt.

I Sverige havde båden F S27, idet det var en af de første både fra serien på 40 både, som skibsreder Svend Salén havde garanteret for ved AB Sverre Varvet. Den blev inden søsætning solgt videre til generalkonsul Herbert Dieden, som havde bestilt 2 både. ”GILL” blev foræret til hans søn, som anvendte den til familiesejlads omkring Stockholm, og da den ikke blev anvendt til kapsejlads, blev den ikke klasset og fik nummer, før den i 1944 blev solgt videre til Eric Mauritzson, Lommabuktens Segel Sällskap.

I 1973 købte Jan Munk Hansen båden, som på det tidspunkt stod gemt af vejen i en have i Roskilde. Den havde ikke været i vandet i nogle år, hvilket båden tydeligt bar præg af. Men Jan var uddannet møbelsnedker, så han turde godt give sig i kast med renoveringsprojektet, selvom han blev advaret fra mange sider. Jan havde lagt nyt lærred på ruffet over kahytten og nye plader på dækket. Båden havde været slebet helt i bund udvendig og indvendig. Derefter imprægneret og genopmalet og lakeret.

Da Hagberdt Knudsen overtog ”GILL” i 1982, fortsatte han, hvor Jan slap, med at renovere båden. I starten kunne han ikke forstå, at båden tog meget vand ind, når den sejlede på kryds, så da båden kom på land, blev bunden igen afrenset ind til det bare træ, imprægneret og malet. Det hjalp på utætheden, men ude ved mastesporet, som lå direkte på kølsvinet, kom der stadig vand ind. I 1984 da ”GILL” skulle løftes på land, fik vognmanden ikke fat under kølen foran, og kølen gabte ca. 5 cm, og rustvandet løb ud. Nu var der ikke andet at gøre, fortæller Hagberdt, end at afmontere kølen, checke træet i bunden af båden og skifte alle kølboltene. Men båden tog stadigvæk lidt vand ind omkring mastefoden, men det var ikke store mængder, så Hagberdt sejlede med det, indtil det var ved at gå helt galt under en sejlads fra Kastrup til Middelfart i 1990. På vej ned over Køge Bugt havde der været let vind, men nede i Fakse Bugt blæste det op, og der skulle sejles hård bidevind for at komme ind i Bøgestrømmen. Nu begyndte der at løbe meget vand ind i båden, så Hagberdt, som sejlede alene, fik travlt med at tømme båden for vand og tænkte kun på at komme ned til ”soldaterne”, 4 bøjer ved indsejlingen til Bøgestrømmen. Her ville det være muligt at sejle båden på grund i den bløde sandbund, men Hagberdts to sejlerkammerater lå og ventede med deres Bandholm 27, som havde problemer med motoren. Den ene af dem kom om bord i ”GILL” for at hjælpe med at tømme båden, medens ”GILL” trak den anden båd ned til Nyord.

Næste dag blev ”GILL” sejlet til bådebygger Poul Hansen, Præstø. Her viste det sig, at der var brugt norske spir, spir af kobber, i de nederste kølbord i 1941, men Hagberdt forklarer, at man ikke kan bruge kobber i egetræ, som bundstykket eller kølsvinet er lavet af. Bådebyggeren slog nye spir i og tætnede de nederste bord. Han anbefalede også, at de nederste bord blev forstærket med rustfri skruer.

I sommeren 1992 var bådebygger Mogens Hansen, Middelfart med ude at sejle. Han fandt ud af, hvad der var i vejen med utætheden omkring mastesporet, og da sæsonen var slut, fik han båden hen til værftet. Hagberdt forklarer, at det, der skulle laves, var, at mastesporet skulle op og hvile på to nye bundstokke, så trykket blev fordelt. Svøbene ved røstjernene skulle også skiftes, samt to nye røstjern.

I 1989 og 1993 modtog Hagberdt Knudsen plaketten for god bevaring fra Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer, og i 1996, samtidig med at Danmarks Museum for Lystfartøjer blev indviet, kunne Hagberdt overdrage museet en flot, velholdt og velsejlende båd.

”GILL” indgår nu i Museets sejlende flåde og er ofte med til sommerstævnet under Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer – bedre kendt som ”de fæle” og den årlige Classic Regatta i Svendborg, som samler omkring 10 Folkebåde og andre klassiske både til en hyggelig kappestrid på Lunkebugten udenfor Valdemars Slot.
”GILL” er en båd, som tegner et flot billede af en 70 år ung båd, som stadig nybygges.
Danmarks Museum for Lystsejlads er meget taknemlige for den flotte donation fra Hagberdt Knudsen, og skal nok passe båden, så den fortsat kan være med til fortælle historien om en ubetinget succes.

Beskrivelse:

Nordisk Folkebåd

I slutningen af trediverne begyndte man at diskutere muligheden for at tegne en fælles klassebåd i de 3 skandinaviske sejlerforbund. Det var det Svenske Sejlforbund med sejleren og skibsrederen Sven Salén i spidsen, som tog forslaget op på Sejlerdagen i Helsingfors i efteråret 1940, hvor det blev positivt modtaget. I 1941 havde en bredt sammensat komité fastlagt konstruktionskonkurrencens vilkår.

Båden skulle være:

Let og billig at bygge af nordiske træsorter og med jernkøl

Egnet til fabriksmæssig fremstilling

Sødygtig

Soveplads til 3-4 personer

Velegnet til kapsejlads og tursejlads

Længde, omkring 6 m i vandlinien

Sejlareal på 18-20 m²

    Antallet af forslag fra konstruktørerne var overvældene. Der kom 58 forslag fordelt på alle nordiske lande, men der blev ikke udvalgt nogen egentlig vinder af den nye bådtype. I stedet blev en fælles 2. og 3. pris delt mellem Knud Olsen, Danmark med tegningen af båden ”Svane” og Jac. M. Iversen, Sverige med tegningen ”Vega II”. De modtog hver 900 kr. På daværende tidspunkt tjente en arbejdsmand ca. 2.500 kr. om året. 4. og 5. pris blev ligeledes delt mellem to konstruktører. Det var O. W. Dahlstrøm, Danmark og Alfons Kvarnström, Finland. Desuden indkøbtes to andre forslag, der bød på interessante enkeltheder.

    Det blev i Skandinavisk Sejler Forbund vedtaget at nedsætte en teknisk komité, som ansatte den svenske konstruktør Tord Sundén til at udarbejde de endegyldige linjer. De tegninger tilhørte det Skandinaviske Sejler Forbund, og derfor er der ikke udpeget nogen egentlig konstruktør til tegningen af den Nordiske Folkebåd.

Bygningen af de første serier af både.

    Efter færdiggørelsen af konstruktionstegningerne af Tord Sundén i september 1941 gik selve bygningen af den første prototype straks i gang ved Brdr. Olssons Småbåtsvarv i Göteborg.

Båden stod klar ved juletid i 1941. Men havnen i Göteborg var lukket med is, som først forsvandt den 22. april 1942, så den 23. april 1942 blev den første Folkebåd søsat, og denne dato regnes som den Nordiske Folkebåds fødselsdato.

Samtidig med bygningen af den første båd blev der lavet en udførlig og detaljeret byggebeskrivelse til at supplere tegningerne. Beskrivelsen og skabeloner gjorde, at der med stor fordel kunne produceres i serier, og at alle både holdt de nøjagtige mål. På den måde sikrede man, at konkurrencens kriterie, at det skulle være en billig båd, der var nem at bygge og vedligeholde, kunne opfyldes.

    Allerede efter 3 måneder var der bestilt 60 både. 40 fra AB Sverres værft i Göteborg og 20 fra Båtbyggeribolaget i Söderköping. Det var den svenske skibsreder Sven Salén, som tegnede sig for bestillingerne, og på den måde prægede han den hurtige udbredelse af den Nordiske Folkebåd blandt de svenske sejlere.

Sven Salén var også den person, som lagde meget arbejde og energi i udviklingen af hele folkebådstanken i slutningen af 1930’erne.

    Den første båd blev udloddet af Kungliga Svenska Segel Sällskapet - KSSS. Båden blev senere solgt til en spansk sejler. For ca. 15 år siden forsøgte en kreds af svenske sejlere at opspore og købe båden tilbage, men en spansk rigmand bød over ved en auktion. Båden er nu renoveret, og efter de seneste informationer sejler den stadig i Sydspanien.

Efter den flyvende start med 60 solgte både i 1942 fortsatte succéen og interessen for den nye båd. Efter 10 år var der 400 Folkebåde i Sverige, og i 1976 var der omkring 1200 træ-Folkebåde. Mange af dem blev bygget på små værfter rundt i landet eller af selvbyggere.

Danmark

    I Danmark startede fremstillingen af båden først med enkelte både i 1943. Dels var de danske sejlere lidt tilbageholdende overfor bådens linjetegning. Fribordet virkede højt i forhold til datidens krydsere og meterbåde, og den var klinkbygget (bordene ligger uden på hinanden) og spejlgattet. Samtidig var Danmark besat af tyskerne, hvilket bl.a. gjorde det vanskeligt at få adgang til de rigtige materialer, selvom det skulle være nordiske træsorter.

De første dansk byggede både.

    Den første båd, F D1 ”Peter Pan”, blev bygget hos Børresens Bådværft, Vejle på bestilling fra Sejlsportens Venner i 1943. Båden blev under Provins Sejlerugen bortloddet blandt alle klubber eller private, der havde ”investeret” i et lod på 10 kr. Vinder blev Helsingør Amatør Sejlklub.

    I ”Sejl og Motor” august nummer fra 1943 fortæller formanden for HAS meget positivt om hans første sejlads mellem Fredericia og Helsingør, 120 sømil på 22½ time, en fart på over 5 knob i op til 10 m/s og uden at tage vand ind over af betydning.

    Sekretær A.V. Aspman HAS karakteriserer således båden: -Folkebåden sejler i kuling på kryds og med en hul og kort sø ret tørt. Forskibet er så skarpt i stævnlinien, at det ikke banker, og fribordet er så stort, at det bærer over søen.

Der er en ualmindelig god ballance i båden, som under alle forhold ligger fint på roret. Den er fx behageligere at sejle end en spidsgatter på samme størrelse; man har i Folkerbåden aldrig fornemmelsen af at sidde på et hølæs, der kører på en dårlig markvej; den har kutterens vandlinie og noget af spidsgatterens store reservedeplacement. Folkebåden er endvidere, hvad man kan kalde en all-round båd, i løjt vejr og mellemluft sejler den på den fine bund og i kuling på den store krængningsstabilitet.

Citat Hvide Sejl.

    I 1962 blev ”Peter Pan” solgt til den amerikanske sejler, Nigel Adams i San Francisco, og den fik navnet ”Old One”, men bibeholdt sit nummer F D1, kun ændret til F US1. Båden eksisterer desværre ikke længere. For ca. 15 år siden var den forsvundet fra sin bøje i San Francisco Bay og sandsynligvis drevet til havs i den kraftige strøm ved bugtens udløb.

    Byggenummer F D2 ”GILL”, som nu tilhører Museet, var bygget i Sverige. Båden kom først til Danmark i 1962, hvor den ved opmålingen til det danske register blev tildelt det lave nummer F D2. Det lave nummer var ledigt, fordi bådebygger Gehring, Marstal havde reserveret nummeret til en båd, som han havde under bygning i 1943. Men den båd kunne ikke godkendes, da den ikke holdt Folkebådens mål. Den var 10 cm for lang og 3 cm for bred.  

    Den ældste eksisterende dansk byggede Folkebåd er F D3 ”Jacaranda”. Oprindelig bygget på Århus Yachtværft i 1946 med navnet ”Bonny”. Den var en af bådene i en serie på 11 både bygget i 1946 og 1947. Ifølge oplysninger fra Jørgen Heidemann, Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer sejler båden nu i Tyskland med sejlnummeret F G3. Båden blev af den forrige ejer, Jens Heinze, fundet på land i meget dårlig stand i 1987. Han har totalrenoveret båden, så den i dag fremstår som en nærmest ny båd. Den sejler nu på floden Weser omkring Bremen.

     Vi håber på museet, at vi får mulighed for at købe båden tilbage til Danmark, når den nuværende ejer ikke ønsker at sejle mere i båden.

    I 1943 byggede Knud Olsen, Præstø F D4 ”John Silver”.  Han var den ene af vinderne af konstruktionskonkurrencen, men han kom aldrig til at bygge mange Folkebåde.

    De to næste danskbyggede Folkebåde, som stadig eksisterer, er F D9, ”Skovser”. Den står på Vesterø Værft, Læsø, og afventer renovering af det lokale museum.

F D10 ”Helen” har netop afsluttet en større renovering og indgår nu som sejlende båd i en udstilling om Isefjordens både på Odsherreds Kulturhistoriske Museum. Båden har sejlet på fjorden siden 1973 og bliver nu vedligeholdt af en maritim arbejdsgruppe på museet. Begge både var oprindeligt bygget i en serie på Århus Yachtværft i 1946.

Ikke alle danske bådeværfter har præcise tal på antallet af byggede både, hvorfor alle nedenstående tal blot er retningsvisende.

Børge Børresen, Vejle, 1943 til 1970

Folkebåde til Danmark  48 stk.

Ukendt antal til eksport

Skønnet antal Folkebåde fra BB i alt 80-90 stk.

Thorkild Lind, Middelfart, 1949-1990

Folkebåde til Danmark  65 stk.

Eksport til USA og Tyskland  125 stk.

Aptering af glasfiberfolkebåde  27 stk.

Antal folkebåde i alt  217 stk.

Knud Heller, Kastrup, 1950-1968

Folkebåde til Danmark  17 stk.

Ukendt antal til eksport

Skønnet antal i alt 30-40 stk.

Ove Kaas, Svendborg, 1950-1968

Folkebåde til Danmark  9 stk.

Eksport til USA 2 stk

Eksport til Tyskland  3 stk.

Skønnet antal i alt 12-15 stk.

Brdr. Hovmark, Thisted, 1964 - 1979

Folkebåde til Danmark  34 stk.

Folkebåde til eksport  30 stk.

Samlet antal træfolkebåde 64 stk.

Aptering af glasfiberbåde  23 stk.

Brandt Møllers Bådebyggeri, Jægerspris, 1946 –

Bådebyggeriet eksisterer stadig og drives af 3. generation

Folkebåde i træ og glasfiber 220 stk

Der bygges stadig Folkebåde.

Folkebådscentralen, Kerteminde 1975-

Folkebåde til ind og udland ca. 1.000 stk.

Erik Andreasen udviklede sammen med Thorkild Lind ideen om Folkebåden i glasfiber. Det var Thorkild Linds bygning F D541 ”Tibbe”, der blev anvendt til produktion af støbeform.

Rettighederne er overdraget til tysk firma i Hamburg, som stadig producerer Folkebåde.

Selvbyggere og mindre værfter.

    Ved gennemgang af fartøjsregisteret fra Dansk Folkebådsklub er der mange navne, som kun optræder en enkelt gang. Typiske selvbyggere eller bådebyggere fra små værfter, som kunne drage nytte af forudsætningen fra Konstruktionskonkurrencen om, at båden skulle være billig, nem og enkel at bygge.

Mange af selvbyggerbådene er bygget i haver eller i skure på havnen. Et lidt mere specielt byggested fortæller Gorm Boa fra Danmarks Forening af Ældre Lystfartøjer om.

    Det var postbud G. Petersen, som i begyndelsen af 1950’erne byggede F D68 ”Be-Ki” på tørreloftet over en 4 etagers ejendom i Hellerup. Det var meningen, at den skulle have været skilt ad og båret ned, men sådan gik det ikke, og en dag stod en fuldt færdig båd – dog uden jernkølen på tørreloftet. Nu var der ikke andet at gøre end at banke et stort hul i væggen og løfte båden ned med en stor kran.