Beskrivelse: Gunnar Iversen, Holte har givet museet sin Brøndby-jolle B 70 fra 1951.
Rich. Fallesen satte sig det mål at skabe en sødygtig, rummelig sejl- og ro-jolle med ringe dybgående, som ungdommen kunne muntre sig med inden for revlerne, selv når den barske Køge Bugt viste tænder. Og som man, hvis man blev ked af legen, nemt kunne trække på land og derefter spadsere hjem. Brøndbyjollen har følgende data: Længde 3,15 meter, bredde 1,40 meter, dybgående 0,30 meter, sejlareal 5 m² (fok og storsejl), vægt ca. 95 kilo. Byggemateriale: Mahogni på klink, kobberfast, rustfri beslag. Stævn, køl og svøb af eg. Fordæk, skandæk, tofter og ror er ligeledes af mahogni. Storsejl og fok var af ægyptisk bomuld, efter ønske: hvid, blå, rød, gul eller grøn. Kilde: Gustav Strømberg ” Søens Verden” nr. 5 1960/61.
|